Søndag 1. maj 2022 var det 20 år siden, Askehavegård startede, dengang som selvejet børnehave, i en ombygget gård i Øster Stillinge. I dag hedder vi Askehavegård Børnehus og er en privat institution med både børnehave og vuggestue.

Den runde dag blev fejret på dagen med åbent hus, hvor der var trylle- og cirkusshow fra Cirkus Berdino med både gris, ænder og hunde til stor fornøjelse for både børn og voksne. Huset bød også på lidt godt at spise og drikke, og nuværende og gamle børn, voksne og forældre blev genforenet og udvekslede historier fra ’gamle dage’. Mange ting er stadig de samme, selvom der også er nye tiltag.

Vi har geder, kaniner og høns, som børnene hjælper med at passe, og vores store legeplads er fuld af muligheder for udforskning og udfoldelser, uanset om man er til køkkenhave, mooncars, bålmad, klatring, sandkasse, boldleg, rutsjebaner, gynger, balanceleg eller legehusleg.

De ansatte i børnehuset sætter gang i de mange forskellige aktiviteter i hverdagene og udviser stor virkelyst og et engagement, der ikke kun er begrænset til børnehusets åbningstider. Husets mange udfoldelsesmuligheder er etableret takket være vores forældregruppe, som er meget aktiv og involveret i arrangementer og vedligeholdelse af vores hus og udearealer, og det er med til at skabe en stærk tilknytning til stedet, sammenhold og et vist ejerskab. Efterhånden kender både børn og forældre hinanden på kryds og tværs, og det er med til at skabe et godt fundament, som rækker videre i livet.

Alt det fik vi fejret søndag, og vi ser frem til de mange kommende år i Askehavegård Børnehus.

Stort tillykke med de 20 år og tak for en dejlig søndag!

– Bestyrelsen

 

Sjællandskes omtale af dagen

20 års fødselsdag 20 års fødselsdag

Visits: 939